Anders er en 18-årig ung mand, der forlod grundskolen i juni måned. Efter sommerferiens ophør gik der blandt tidligere klassekammerater rygter om, at Anders var smidt ud hjemmefra, boede på må og få og derfor ikke var påbegyndt sin ungdomsuddannelse.
Så skal jeg som vejleder kontakte Anders med tilbud om en vejledningssamtale. Jeg kunne ikke finde ham – han boede ingen steder.
Jeg fandt ud af via Anders’ netværk, at han havde kontakt med en tidligere klassekammerat, hos hvem han ind imellem lånte en sofa. Igennem klassekammeraten arrangerede jeg herefter et møde med Anders hjemme hos klassekammeraten mandagen efter. Det stod hurtigt klart, at Anders ikke længere var ønsket hjemme hos sine forældre og i løbet af sommeren havde mistet sit indtægtsgrundlag efter at være stoppet med sin skolegang.
Efter vejledningssamtalen var følgende planlagt:
Dagen efter, tirsdag eftermiddag, tog jeg med Anders ud på produktionsskolen, hvor han blev indmeldt. Onsdag havde vi møde med sagsbehandler og mandagen efter fik han bevilget sin enkeltydelse til indskuddet til en ungdomsbolig. Fredagen efter fik Anders stillet ungdomsboligen i udsigt. Han flytter ind medio oktober.
Anders er et opdigtet navn. Det rigtige navn er kendt af redaktionen.